15-11-2011.
JEG ER GÅET I SORT
Efter at vi var færdige med at øve i prøvesalen og kom ned i den sorte kasse, som jeg kalder scenen og backstage blev jeg bedt om kun at være i sort tøj. Det tog mig en måneds tid at få venner og bekendte til at donere mig sorte trøjer, bukser, sko og t-shirts. Jeg havde selv masser af sorte strømper. :).
Nu færdes jeg stort set uden at kunne ses bag scenen. Jeg står i kulissen og sender Lina ind på scenen til skuespillerne, hvorefter jeg skal gøre mig "usynlig" så de andre skuespillere kan komme ind, samtidig med, at scenefolkene skubber frem og tilbage med rekvisitter i form af store bogskabe og biografstolerækker osv.
Der var kun ene forestilling i går, hvilket var meget godt. Jeg var tonsetræt da jeg kørte mod Fredensborg for at aflevere en pose hundemad til Charlotte, som har købt en af mine hvalpe. Det var skønt at se hundedrengen BAILAY lege i haven og jeg fik en ordentlig slikketur, da han genkendte min duft og stemme. Jeg kunne se Charlotte inde i huset i gang med at tænde stearinlys. Det er den familiære hygge med levende lys jeg savner lige nu, hvor jeg har et "Rakkerliv". Stor var min glæde da hun bad mig på aftensmad. Skønne boller i karry og hendes to charmerende børn var der også. En sjælden smuk hyggestund i en anden families samvær og vinken farvel, da jeg kørte hjem til Ålsgårde.
Radioavisen klokken otte hørte jeg på vej op af indkørslen. Jeg tændte en lille bordlampe i soveværelset og hundene gik straks i seng i deres kurve. Jeg børstede tænder og sank om i sengen. Jeg tændte tv-et, mest for at føle mig normal, men så et skønt program med nogle amatører der skulle dirigere. Jeg blev meget rørt, da Søs Egelin fik gode karakterer. Det var hendes måde at takke sangeren på, der rørte mig. Således også Simon Juul, da han stiftede bekendtskab med vibrationerne fra en operasangers dans, og det gjorde tydeligt indtryk på ham. Tanken strejfede mig, at det nok bare var fordi jeg var overtræt.
Klokken 9-14 hundeadfærdsteori på Humlebæk skole og videre til Det Ny Teater. En skøn halv time på Cafe Obelix i solen og varmen med skøn brunch inden jeg nu igen har sat mig i klaverrummet med hundene. Lina og jeg har lige været nede på scenen, hvor det i dag er Mira der spiller ANNIE og vi øver det sidste kvarter før tæppet går.
SCENETÆPPET
Har jeg fortalt om tæppet. Der var på et tidspunkt blevet sat et nyt scenetæppe op, men efter Niels-Bo Valbro og Bent Mejding fik renoveret Det Ny Teater, blev tæppet givet væk – vist nok til det Kongelige teater og det gamle originale hængt op. Det er meget tykt og meget slidt. Men der er stadig to kighuller i det. Mira og jeg plejer at stå og vædde om, hvor mange der er kommet. I aftes tabte jeg, for der var over 700 publikummer. Vi kan høre dem komme ind efter at Martin har sagt ”Så er der et kvarter til aftenens forestilling. De som skal ind i første akt bedes komme til scenen”.
START
Nu ved jeg at børnene ligger i deres senge og Ditte Gråbøl står klar til at gå ind på scenen bag første dekoration. Jeg pakker computeren ud og læser post, mens jeg synger med på ”Det´ et Rakkerliv”. Efter 10 minutter siger Martin i monitoren: ”Elin, så må du gerne komme med Kiera til damesiden og Lina til Kongesiden”. Lina får sit halsbånd på af en grå snor som skal se ud som om den har bidt over – en lænkehund, der er sluppet løs. Kira skal ind på scenen uden halsbånd, så hun komme i en line.
Ascha bliver i klaverrummet. Hun er jo understudy og godt det samme, for hun er træt som et helt alderdomshjem, fordi hun er kommet i løbetid. Hun kigger vemodigt efter os, da vi går ud af døren, som jeg har sat et stykke stof i, så døren ikke smækker og det kan høres på scenen.
Hundene trasker disciplineret ned af første trappe med alle parykkerne, jeg åbner branddøren og holder godt fast på dem, for at ikke en af dem, får en hale i klemme. Det gjorde Kiera den ene dag og hun skreg, så det må have kunnet høres oppe på scenen nedenunder. Det var dog kun de sidste cm. på halen, så hun glemte det straks. Måske skreg hun fordi hun kunne mærke vindsmækket efter døren, for der var intet at se bagefter.
Pausen er slut. Jeg var i kantinen og drikke kakao med Anni som arbejder i lyset på 5. sal og nogle af musikerne i orkesteret. Man kan købe sandwish for 10 kr. og kage for 5 kr. Kakao trækker man i automaten for 4 kr. Det er hyggeligt. Vi snakker om, hvad vi lavede i aftes.
_______________________________________________________________________________________________
Lørdag d. 1. oktober 2011.
Vågnede klokken syv og kunne mærke at kroppen var gennemtræt og jeg bare havde lyst til at lægge mig om på den anden side og sove i 2 timer mere. Hundene kom op i sengen og vi nussede i et kvarters tid. Derefter ”Så står vi op”! Et signal til hundene om at hoppe ned. Det gør de og begynder at lege på vej ud af soveværelset.
Det er meget diset til morgen. Men solen kigger smukt igennem med lange striber af varme. Det er koldt på morgengåturen, men jeg har været i bad og har pakket bilen til foredraget og det er det sidste jeg skal inden jeg skal køre.
I Hørsholm skøjtehal har jeg et lokale nedenunder, som er godt til hundeteori-undervisning. Det myldrer ind med elever og i godt 4 gode timer, forklarer jeg om ulven og hundens ligheder. Jeg starter altid med gruppearbejde, så alle spørgsmål kommer frem, og så deltagerne går hjem med svar på det, som de kom for at blive klogere på. Der er en god stemning og jeg føler mig veloplagt. Deltagerne er søde til at sætte borde og stole på plads, så jeg hurtigt kan komme videre.
Kørsel hen til Dahlgård i Hørsholm kongevejscentret hvor jeg køber en gulerodsbolle, som jeg spiser på vejen. Da jeg drejer fra og kører ned langs søerne ser jeg et næsten hollandsk syn. Alle husene på den anden side af søen spejler sig med farvestrålende bølger i vandet og jeg får lyst til at stoppe og tage et billede. Jeg synes næsten altid at København er grim – denne eftermiddag ser jeg den første gang smuk. Jeg glædes over, at jeg har fået øje på det. Jeg bor jo hvor der er grønne marker og klart hav langs Hornbæks kyst, så jeg er ikke vant til bylivet og at få øje på det smukke. Jeg har nok at gøre med at holde øje med, at jeg ikke pander en cyklist ned.
Jeg må køre forbi Det ny Teater hvor der er fyldt på P-pladserne udenfor og køre videre ned af Vodrofsvej. På vej tilbage er der mange fint påklædte mennesker på vej ind i teateret, men jeg kan lige nå at sidde og nyde solen i 10 minutter på Vesterbro torv inden jeg må op.
Det slår mig hver dag, når jeg kommer ind i huset, at det er dejavu fra da jeg gik på konservatoriet. Jeg nyder det meget. Musik ud af alle rum, Julie Steinke der synger på trapperne, huset der summer af aktiviterer. Scenen er ved at blive klargjort, Martin tjekker at alle er kommet. Julie sidder hos frisøren på 1. sal og får sin paryk på. Børnene leger med hinanden i garderoben mens Mr. Agerskov forsøger at holde styr på dem.
Den dygtig trompetist i orkesteret står nede under scenen og forbereder sig i hans fine ”pingvintøj”. ”Er det her du får inspiration?”, griner jeg til ham og han griner tilbage. Der hænger tonsvis af ledninger, bure med elskabe, kasser overalt, stiger, hylder med skruer, møtrikker og beslag, sække med gud ved jeg og et forhindringsløb af alle mulige ting. På dette tidspunkt, er der mørklagt og kun de blå pærer lyser op i gangen.
Hundene løber begejstrede hen af gangen, op af metaltrappen og venter på at jeg med hele min vægt foroven af trappen får trykket den tonstunge branddør op, så vi kan komme videre op af næste trappe, forbi spejlet hvor Anaiss bliver klædt på til at forestille den smukke frue med blå fløjelskjole, sort sjal, sort hat over den rødhårede paryk, rød læbestift og jeg ved at om lidt får hun et bundt røde gladiolus på armen, inden hun går ind på scenen og spiller med i New York-scenen. Det er om ca. en time. Men jeg ser hende imagiært der hver dag. I stedet forbi endnu en tung branddør og op af trapper hvorpå der står 5 parykhoveder med parykker på. Hver dag kommer påklæderskerne og sætter dem der og kort efter trækker de alle hårnålene som de er fæstnet med ud, så de er klar til skuespillernes hoveder.
Hundene kender vejen nu og jeg slipper deres remme og de løber den sidste trappe op til døren, hvor de står og hopper for at komme ind af døren. De falder hurtigt til ro i klaverrummet efter at have fået en tår vand af den lilla kagedåse.
Så pakker jeg computeren ud og er klar til dagens forestilling.
_________________________________________________________________________________________________
Fredag d. 30.september 2011.
Det har været skønt varmt i dag – ca. 22 grader, men jeg nåede ikke at nyde det så meget. Jeg vågede af mig selv. Kiera og Lina lå hos mig, og vi nussede. Lyset udenfor vinduet sagde mig at det var omkring klokken halv syv, for solen står op klokken syv, og cirka en halv time før er det nogenlunde lyst.
Jeg kiggede på klokken og den var tyve minutter over seks. Jeg var udhvilet. Jeg gik i seng straks efter at vi kom hjem fra teateret i aftes klokken halv tolv og jeg sover med det samme.
Jeg kaldte på Ascha en del gange og hun hoppede op til mig og lå i min arm, mens de to tanter begyndte at lege med en bamse. De skiftedes til at tage den i munden og at mule den ud af munden på den anden. Ascha sukkede dybt. Jeg tændte for første gang for mit nye tv og så en reportage om Henrik Sass Larsen. Det var også det sidste jeg hørte om i radioen på vej hjem.
Efter et kvarter sagde jeg ”så står vi op” og hundene sprang glade ned af sengen. Efter morgenbadet en skøn frisk morgentur med hundene over markerne. Det er koldt og jeg har taget sko på og lang uldfrakke over min sommerkjole.
Hundene får et marvben med frossen leverpostej i og jeg kører på arbejde på rådhuset i Kokkedal. Dagen går hurtigt og da det er fredag og en af sommerens sidste varme solskinsdage, så siver mine kollegaer stille og roligt og klokken to er jeg helt alene. Jeg gør mig færdig og kører hjem til hundene. Det er pragtfuldt vejr, helt stille og de springer ud og ruller sig i græsset. Jeg pakker bilen med deres aftensmad, deres liner, mit sorte tøj og min computer.
Klokken fem svinger jeg ind på Roskildevej og tager hundene ud. Vi traver gennem egeskovens faldende agern og op i Søndermarken, hvor hunde må være løse. I løbet af den næste times tid leger Lina, Ascha og Kira med omtrent 40 glade hunde. Vi hundeejere taler med det samme med hinanden, selv om vi aldrig har set hinanden før. Det er skønt at være hundeejer – det giver en kæmpe vennekreds. Stort smil.
Ascha leger med en hanhund og pludselig kan jeg se, at hun leger legebuk. Det er tegn på, at hun snart kommer i løbetid. Jeg har ikke opdaget hende bløde endnu, men ved af erfaring, at når hun gør sig til for en hanhund og leger med ham, så er det fordi hun er langt inde i løbetiden. Den første tid kan sagtens være klart blod, så nu skal jeg holde godt øje med hende. Som timen går, er der da også kamp om hende fra hanhundenes side, og de får stort set alle lov til at bestige hende. Ups, det er vist sidste dag hun skal med i Søndermarken. Så må vi trave en tur ned af gaderne på Vesterbro i stedet for.
Udenfor Det ny Teater vinker Martin, overregissøren til mig. Jeg tager hundene ud af bilen og slynger min computer over skulderen. ”Hej. Jeg fik en bøde da jeg holdt her i går!”.
…………………………
Er lige kommet ind fra aftens luftetur i pausen. Jeg er heldig, for Lina skal først på om 20 minutter, så derfor behøver jeg ikke blive stresset i pausen. Jeg har hele sommeren haft lyst til at sidde på en cafe og nyde livet som alle de andre Københavnere. Og da jeg er pinligt klar over, at sommeren snart er slut, så har jeg brugt 49 kr. på at drikke kaffe og spise chokoladekage på cafe Obelix på Vesterbro torv.
En hund kommer pludselig løbende og Ascha som lå stille under bordet farer op og skælder ud. Det er typisk løbetid, når hun bliver så rasende. Det er fordi hun er så sårbar. Bagefter sidder hun og ser hjælpeløst op på mig. Den der ”Klisterperiode” er også et typisk tegn på løbetid og sårbarhed. Nu jeg tænker over det har hun også været meget træt de sidste dage og ikke kunnet spise noget og har sakket lidt bagud, når vi går vores morgentur.
En dame kommer og sætter sig ned og kæler med hundene, mens hun fortæller, at hun skal hente en golden-hvalp om uge og spørg om alle mulige råd. Meget hyggeligt sådan at være dogfessor J. Det var hendes svigermors hund der kom farende og jeg forklarer hvorfor Ascha reagerede sådan. Tænker i mit stille sind, at de ikke må have deres hund løs på et torv i København, hvor der sidder måske 200 mennesker under cafeparasollerne med varmelamperne og led-lysstriberne. Men det lærer hun nok, når hun får sin hvalp. Jeg ønsker hende held og lykke med hvalpen og begiver mig tilbage.
Jeg har travet over torvet hver aften og kigget på alle de andre. Jeg fandt en aften en skøn butik, hvor der hænger en Heerup (kunst) og gamle guldrammer, så en dag, skal jeg huske at gå der forbi, når der er åbent – en lørdag for eksempel mellem hundetræning og eftermiddagsforestilligen.
På min vej forbi biografen Vester-Vov-Vov, så jeg en aften, at der foran Vesterbro Ungdomsgård (”Jeg har lommerne fulde af kastanjer” J) at der ligger en stor græsplæne i mørke. Der slipper jeg hundene, så de kan spæne rundt. De nyder denne spænetur hver aften. Hvis jeg ikke traver rundt om søerne – det varer nøjagtig de 20 minutter der er pause.
Tilbage ved teateret taler et par som sidder udenfor den vietnamesiske restaurant og spiser i natten til mig og kæler med hundene. ”Vi så, da du tog hundene ud af bilen. Du har godt nok styr på dem, skal jeg love for”, siger manden og jeg kvitterer med et tak og et smil. Foran teateret holder en brandbil med udrykning på, og jeg ser lige i ånden at teateret brænder, men siger kækt til de 3 brandmænd i fuld mundering: ”Hvad har I nu sat ild til?” De fortæller at det er en luftskakt der er røget ud over alle lejlighederne omkring teateret. ”Der er nok en der har brændt en bøf på”, siger den ene. Den anden sætter sig på knæ og tager sin hjælp med asbestkraven af og lægger på bordet og kalder Ascha hen til sig. ”Det var bedre”, siger jeg og Ascha kigger på mig og nærmer sig manden og smiler fra øre til øre.
Jeg låser mig ind med koden og går op på 1.ste sal hvor der er malet musikinstrumenter på døren. Jeg går hen ad orkestergangen hvor Per – dirigenten som altid er så sød ved mig og har de skønneste familie – har sit rum. Han plejer at stå og barbere sig, når jeg kommer og hilser så sødt hver dag med et smil og nogle øjne med masser af varme. Han er svensker.
Så op af to trin og trække i en supertung branddør og gå op over en slags bro og ned af to trin igen og vi er neden under scenen. Der er et miljø som er helt for sig selv dernede. I starten da scenen blev bygget op, sad der en elektriker og loddede lyskæden til trappen, som ANNIE skal gå ned af i en af de sidste scener.
………………………..
Så har Lina og jeg været nede til sidste akt med de smukke skinnende kjoler og jakker og juletræet pyntet smukt med flitterstads og kugler i guld og rødt og højt til loftet en guldstjerne. Alle børnene klædt i deres røde julekjoler af fløjl og med store hvide sløjfer på ryggen. Juletræet er slukket, orkesteret har spillet melodien færdig og scenens bro sænkes og alt ryddes op. To minutter efter sidste buk og nejen er scenen ryddet og klar til fredagshyggestemning. Julie Steinke har fødselsdag i dag og vil give øl til alle. Jeg har købt en lilje i urtepotte til hende, som hele vejen i bilen har duftet stærkt af julekrydderi.
Nu lukker jeg computeren for i dag. Hov, glemte lige at fortælle, at jeg igen fik en tåre i øjenkrogen da Ole Testrup sang så smukt og mit hjerte blev varmt.
___________________________________________________________________________________________________
27.august. Orkesterprøve på scenen.
TILFØJ TIL TOMTOM