Slædehunde trak polarforskningen

Når Dansk Polarcenter og videnskab.dk i aften byder inden for i Kulturnatten, sker det til et akkompagnement af hundeglam. For syvende år i træk kan du hilse på et kobbel Siberian Husky slædehunde, der står tøjret på pladsen, klar til at blive klappet og få serveret vand og en hundekiks.

Men er slædehunden ikke et farligt rovdyr? Denne ulveagtige krabat, som har fire store hjørnetænder, der kan flænse og flå, og som kan få selv en fuldvoksen isbjørn til at lunte væk, når den viser sig.

»Det er rigtigt, at slædehunde er de hunderacer, der ligger tættest på ulven. Men Siberian Huskien er klart den mest sociale og godmodige slæderunderace. Faktisk er den en yndet familiehund, og den trives bedst i selskab med andre hunde. Så den er ikke spor farligere end enhver anden hunderace,« fortæller Gabrielle Stockmann, der opdrættede Siberian Husky fra 1984 til 2005.

Fire racer

Alle hunde stammer fra ulven, selvom det ikke umiddelbart ses på pudlen og gravhunden. Hvad slædehundene angår, findes der i alt fire registrerede racer: den grønlandske slædehund, Samojede-hunden fra Sibirien, Alaskan Malamute fra Canada og Siberian Husky fra Sibirien/Alaska.

Derudover findes der endnu en type, kaldet Alaskan Husky, som er en slædehund blandet med andre racer, eksempelvis Greyhound, der ofte bruges til hundevæddeløb. Den er blevet avlet for at fremme hurtighed foran slæden og er i dag den type, der er flest af i Canada og Alaska.

»Mens den grønlandske slædehund nærmest kun bliver brugt som slædehund, er Samojeden og Alaskan Malamute primært familiehunde. Siberian Husky, der er den mindste og hurtigste race, bruges derimod stadig som slædehunde, men kun til sport,« siger Gabrielle Stockmann.

Siberian Husky-racen kan føres mere end 2.000 år tilbage. Det var chukchi-renhyrder i det nordøstlige Rusland, der begyndte at bruge Siberian Husky, når de skulle indfange dyrene. Siden er racen nærmest kun brugt til sport og som familiehund, selv om den trives bedst udendørs.

»Husk på, at slædehundene trives godt i kulde. Deres fabelagtige evne til at klare selv meget lave minusgrader skyldes, at de genererer mere underuld, når de udsættes for kulde. Hvis man eksempelvis udsætter en slædehund for et temperaturdyk fra nul til minus tyve grader, vil den de første par dage stå og trippe, alt imens den danner ny underuld. Herefter vil den atter være fit for fight,« siger Gabrielle Stockmann.

Tusind år i Grønland

Alle fire slædehunderacer har meget ens fysiologiske egenskaber. Alle kan eksempelvis klare ned til minus 70 grader, og alle har meget robuste trædepuder.

Henrik Spanggård Munch, der arbejder som logistikkoordinator på Forskningsstation Zackenberg i Nordøstgrønland, hylder slædehundene for deres gode egenskaber.

»Selv om man på moderne forskningsprojekter løfter det meste med helikopter, bruges slædehundene stadig på ekspeditioner og patruljer i Grønland. De har deres berettigelse. Slædehundene har den mest driftsikre motor, der findes, og de laver selv deres reservedele,« siger han.

I Grønland har den grønlandske slædehund hjulpet mennesket frem over isen i hen ved tusind år, siden polareskimoerne (Thule-folket) indvandrede fra Alaska. I gamle dage gik de frit omkring, og det hændte, at de gik til angreb på mennesker og dyr. I dag skal hundene være bundet eller holdt i en særlig hundegård.

»Selvom Sirius-patruljens slædehunde og hundene på Station Nord i Nordøstgrønland jo er meget omgængelige og søde, så er den grønlandske slædehund den polarrace, der har mest temperament,« fortsætter Gabrielle Stockmann.

Siberian Husky derimod er glad og hengiven over for mennesker. Og så er den en dårlig vagthund. Den er nemlig meget svær at få til at gø og betragter alle som velkomne.

På gensyn i Dansk Polarcenter.